Underlivsproblematikker
Specialiseret fysioterapi til underlivsproblematikker
Hos Hjørring Fysioterapi tilbyder vi specialiseret fysioterapi til kvinder med problematikker i underlivet og bækkenbunden. Vores GynObs fysioterapeut har særlig uddannelse inden for behandling af gener, der påvirker underliv, bækkenbund, graviditet og efterfødsel – og vi tager altid udgangspunkt i dine symptomer, din hverdag og dine mål.
Hvad er GynObs-fysioterapi?
GynObs er den korte betegnelse for specialiseret behandling og undersøgelse indenfor områderne urologisk, gynækologisk & obstetrisk fysioterapi, som fokuserer på bækkenbundens funktion og samspillet mellem muskler, led, vejrtrækning og kropsholdning. Målet er at genoprette normal funktion, reducere smerter og styrke din krops naturlige balance.
Behandlingen kan bestå af manuel terapi, træning, afspænding, vejledning i bækkenbundsteknikker, biofeedback eller andre specifikke metoder, afhængigt af dine behov.
Specialiseret fysioterapi kan hjælpe dig, hvis du oplever:
- Lækage af urin, afføring eller luft
- Overaktiv eller svag bækkenbund
- Smerter i underliv, bækken eller haleben
- Smerter i forbindelse med menstruation
- Gener under eller efter graviditet
- Nedsynkning (prolaps)
- Smerter ved samleje eller berøring
- Ryg- og bækkensmerter relateret til graviditet og fødsel
- Fødselsrelaterede skader eller arvæv
Hvordan foregår en konsultation:
Vores tilgang er tryg, professionel og respektfuld – og vi arbejder altid i dit tempo.
Ved første konsultation tager vi en grundig samtale om dine symptomer, din historik og dine ønsker. Efterfølgende foretages en fysioterapeutisk undersøgelse som, om nødvendigt, kan inkludere en vaginal undersøgelse af bækkenbunden. Dette foregår kun med dit samtykke og med stor omsorg og faglighed.
En individuel behandlingsplan, kan indeholde:
- Specifik bækkenbundstræning
- Vejledning i adfærd, vaner og ergonomi
- Manuel behandling af muskler og bindevæv
- Åndedrætsteknikker og afspænding
- Træningsprogrammer til hjemmebrug
- Træning på hold
- Individuelle træningssessioner
Hvorfor vælge Hjørring Fysioterapi
Astrid Højbjerg Thomsen har specialuddannelse på området og arbejder med evidensbaserede metoder. Vi lægger stor vægt på at skabe et trygt rum, hvor du føler dig hørt og taget alvorligt – uanset om dine gener er nye, langvarige eller svære at tale om.
Astrid har gennemgået en amerikansk uddannelse, og er efterfølgende blevet certificeret Pelvic Practitioner. I øvrigt den eneste dansker der indtil videre har gennemgået denne certificering.
Tilskud og henvisning
Da der er tale specialiseret fysioterapi, som er ekstra tidskrævende, ydes der ikke tilskud fra den offentlige sygesikring, heller ikke selvom der er sket henvisning fra egen læge. Der vil stadig være tilskud fra Sygeforsikring Danmark og evt. egen sundhedsforsikring.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl om, hvorvidt denne type fysioterapi er relevant for dig.
