Rygsmerter og prolaps – undersøgelse og behandling
Ondt i lænden, smerter ned i benet eller en prolaps? Vi undersøger dig grundigt, forklarer hvad der sandsynligvis sker i ryggen, og hjælper dig tilbage til en hverdag, hvor ryggen kan holde til det, du gerne vil.
Ring 98 92 33 29Akut ondt? Se akuttiderRygsmerter
Ondt i ryggen er almindeligt – og sjældent farligt
Rygsmerter er en af de hyppigste grunde til, at man søger læge eller fysioterapeut, og de fleste oplever det på et tidspunkt i livet. Smerterne kan være voldsomme og skræmmende, men i langt de fleste tilfælde skyldes de ikke en alvorlig skade, og de fleste får det markant bedre i løbet af de første uger.
Alligevel kan rygsmerter fylde meget – på arbejdet, i søvnen og i fritiden. Nogle oplever, at smerterne bliver ved eller kommer igen. Her gør det en stor forskel at få en grundig undersøgelse, en forklaring man kan forstå, og en konkret plan for, hvordan man kommer videre.
Det hjælper vi med
Typiske ryg- og nakkeproblemer
Vi ser mange forskellige rygproblemer i klinikken – fra det pludselige hekseskud til smerter, der har varet i årevis.
Akutte lændesmerter
Pludselige, kraftige smerter i lænden – ofte kaldet hekseskud eller lumbago. Vi lindrer og hjælper dig trygt i gang igen.
Akuttider →Prolaps i lænden
Når en diskus buler ud og irriterer en nerve. Giver typisk smerter, der stråler ned i balde og ben.
Iskias og nervesmerter
Smerter, prikken eller en sovende fornemmelse ned i benet – ofte fra en irriteret nerverod i lænden.
Langvarige rygsmerter
Smerter, der har varet over tre måneder eller bliver ved med at komme igen. Fokus på træning, viden og at komme tilbage til det, du holder af.
Spinalstenose
Forsnævring omkring nerverne i lænden, der kan give træthed og smerter i benene, når du går eller står længe.
Nakkeprolaps og armsmerter
Smerter i nakken, der stråler ud i skulder og arm, evt. med snurren eller nedsat kraft i hånden.
Stiv og øm brystryg
Smerter og stivhed mellem skulderbladene – fx ved meget stillesiddende arbejde eller efter en forvridning.
Ryg og bækken i graviditeten
Lænde- og bækkensmerter under og efter graviditet kræver særlig hensyn.
Fysioterapi til gravide →Prolaps
Hvad er en prolaps?
Mellem ryghvirvlerne sidder bruskskiver – diskus – der fungerer som støddæmpere. En diskus består af en fast, ydre ring og en blødere kerne. Ved en prolaps (diskusprolaps) giver den ydre ring efter, så noget af kernen buler ud. Hvis det trykker på eller irriterer en nerverod, kan det give smerter, der stråler ned i balde og ben – det man ofte kalder iskias.
Det gode budskab er, at nerven hos mange falder til ro, og at prolapsen ofte skrumper af sig selv over uger til måneder. De fleste bliver behandlet uden operation. Undervejs er det vigtigt at holde sig i bevægelse og få hjælp til at dosere aktivitet og træning, så du hverken overbelaster eller pakker ryggen ind i vat.
En operation kan komme på tale ved udtalte eller tiltagende lammelser, eller hvis smerterne ikke bedres trods behandling. Det vurderes altid i samarbejde med din læge.
- Smerter, der stråler ned under knæet – ofte værre end selve rygsmerten
- Prikken, snurren eller følelsesløshed i ben eller fod
- Nedsat kraft, fx svært ved at gå på tæer eller hæle
- Smerter, der forværres ved host, nys eller når du sidder længe
Se forskellen
Normal ryg, prolaps og stenose
Vælg en af de tre tegninger og se, hvad der sker med nerverne i lænden.
Normal ryg
Bruskskiverne (diskus) ligger mellem hvirvlerne og fungerer som støddæmpere. Der er god plads i rygmarvskanalen, og nerverødderne kan bevæge sig frit, når du bøjer og drejer ryggen.
- Diskus holder afstand mellem hvirvlerne
- Nerverne har god plads i kanalen
- Ryggen er stærk og tåler belastning
Også en ryg uden forandringer kan gøre ondt – fx når muskler og led er overbelastede. Smerte betyder ikke nødvendigvis, at noget er gået i stykker.
Prolaps (diskusprolaps)
Ved en prolaps buler en del af diskus ud bagud. Hvis den trykker på eller irriterer en nerverod, kan det give smerter, der stråler ned i balde og ben.
- Smerter ned i benet – ofte under knæet
- Prikken, snurren eller følelsesløshed
- Evt. nedsat kraft i ben eller fod
- Ses oftest hos voksne mellem 30 og 50 år
Hos mange falder nerven til ro, og prolapsen skrumper over uger til måneder – de fleste bliver behandlet uden operation.
Spinalstenose
Ved spinalstenose bliver kanalen omkring nerverne snævrere. Det skyldes typisk aldersforandringer, hvor diskus buler lidt, ledbånd bliver tykkere, og de små led i ryggen vokser.
- Træthed, tyngde eller smerter i benene, når du går eller står
- Bedre, når du sætter dig eller bøjer dig forover – fx over en indkøbsvogn
- Ses oftest efter 60-årsalderen
Træning, gode pauser og strategier i hverdagen hjælper mange til at kunne gå længere med færre gener.
Grafikken er forenklet og viser lænden set fra siden.
Dit forløb
Sådan hjælper vi dig
Kontakt straks læge eller lægevagt, hvis du
- får svært ved at lade vandet eller ikke kan holde på urin eller afføring
- får følelsesløshed i skridtet, omkring endetarmen eller på indersiden af lårene
- får tiltagende kraftnedsættelse eller lammelse i det ene eller begge ben
- har rygsmerter sammen med feber eller føler dig generelt syg
- har fået smerterne efter et voldsomt fald eller en ulykke
- tidligere har haft kræft eller har et uforklarligt vægttab
Det er sjældent, men skal undersøges med det samme. Ved akut livstruende symptomer: ring 112.
Træning og behandling
Det kan også være relevant for dig
Spørgsmål og svar
Det bliver vi ofte spurgt om
Skal jeg have en scanning?
Oftest ikke. Mange mennesker uden smerter har forandringer på en MR-scanning, så et billede siger ikke altid, hvad der gør ondt. En grundig undersøgelse er som regel nok til at lægge en plan. Scanning kan blive relevant ved tegn på alvorlig sygdom, tiltagende lammelser, eller hvis en operation overvejes – det vurderer lægen.
Skal jeg holde mig i ro?
Nej, sengeleje anbefales ikke. Hold dig så vidt muligt i gang: gå ture, skift stilling ofte og hold fast i hverdagens aktiviteter. Det er helt i orden, at det gør lidt ondt, så længe smerterne ikke tiltager markant.
Hvor lang tid tager det at komme sig?
Det er meget individuelt. Akutte lændesmerter bedres ofte i løbet af få uger, mens en prolaps med nervesmerter kan tage flere måneder. Efter undersøgelsen giver vi dig et realistisk bud.
Kan jeg få en tid hurtigt?
Har du fået akutte rygsmerter, så ring til os på 98 92 33 29. Vi har tider reserveret til akutte problemer. Læs om akuttider
Siden indeholder generelle informationer fra Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer for behandling af nyopståede lænderygsmerter, lumbal nerverodspåvirkning og lumbal spinalstenose. Oplysningerne erstatter ikke en individuel undersøgelse og vurdering.
Har du ondt i ryggen?
Ring til os, så finder vi en tid og hjælper dig videre – med eller uden henvisning.

